Brugernavn: Kodeord:

Danmarks ældste og største bræt- og rollespilsfestival går i luften for 38. gang den 11. oktober 2019. Kom og spil med!

<  Tilbage

Paradox

Forår, 1966. Nye strømninger inden for medier, mode og musik. Racespændinger i syden, en eskalerende landkrig i fjernøsten og et kapløb i rummet drevet af den kolde krig. Informationsteknologien skaber nye vaner og visioner for fremtiden. Om få år vil farvefjernsynet være allemandseje og verden være forandret. Stjernerne har stået helt rigtigt for dig, og nu har du chancen for at spille en nøglerolle i at forme den fremtid.

Paradox foregår i de smukke Adirondacksbjerge, upstate New York. En håndfuld unge, håbefulde reklamefolk er hyret til at udtænke en kampagne for et banebrydende nyt farvefjernsyn. Spillerne indtager rollen som storbymennesker, der bliver revet ud af deres vante rammer, da de besøger en vigtig kunde i hans luksussommerhus ved Paradox Lake. Her konfronteres de både med naturens blændende skønhed og en snigende ondskab. En mørk vilje hviler i det frodige bakkelandskab, og hen over weekenden udspiller sig et mysterie, der kan koste hovedpersonerne både liv og sjæl.

Spiller: Du er med til selv at bygge din karakter op – og får rig lejlighed til at bryde den ned igen i mødet med ubegribelig ondskab. Der er ikke lagt op til forløsende actionsekvenser.

Spilleder: Du skal formidle stemning, understøtte spillernes kreativitet og rollespille et lille galleri af sære bipersoner. Der er ikke noget sindrigt plot eller komplekse regler at holde styr på.