Brugernavn: Kodeord:

Danmarks ældste og største bræt- og rollespilsweekend går i luften for 43. gang den 11. oktober 2024. Kom og spil med!

<  Tilbage

Kulden og Stilheden

af Anne Morthorst

Teaser: Det skulle bare have været en hyggelig tur med vennerne til Nordsverige. Men mens sneen daler og natten falder på, bliver I én efter én konfronteret med både indre dæmoner og ydre farer.

Stikord: intrige, horror, improv, systemløst

Info om scenariet:

  • Blok: F1-F2
  • Minimalt læsestof (få ord eller sætninger på fx handouts)
  • System: Systemløst semi-live

Foromtale:

En gruppe nære venner har lejet en minibus og styrer mod Nordsverige og tante Kirstens bjælkehytte for at holde alletiders vinterferie. Det er under frysepunktet og vejen er lumsk, som I kommer længere og længere fra nærmeste landsby, men bagagerummet er proppet med proviant og alkohol, playlisten kører for fuld smadder og humøret er højt – i hvert fald på overfladen.

I har hver især ting I har brug for at komme af med eller væk fra og den lange, seje køretur har nok ikke gjort stemningen bedre.

I prøver selvfølgelig at få det bedste ud af turen, men i løbet af de første par dage begynder mærkelige ting at ske. Underlige lyde i natten. Skygger uden for vinduerne. Fodspor i sneen, som ingen af jer vil indrømme at have lavet.

Er det bare tilfælde, kører en af jer en practical joke på de andre eller foregår der virkelig noget uhyggeligt i og omkring huset?

Som temperaturen falder og sneen lægger sig som et kvælende tæppe omkring hytten, stilles I over for et svært valg: Kan I holde modet oppe og sammen på vennegruppen eller begynder gamle venskaber at nedbrydes og sind at krakeler

***

Folk reagerer på stress på forskellige måder – voldsomt, højlydt, ondskabsfuldt, handlingslammet og så videre.

Kulden og Stilheden er et scenarie, der inviterer til indlevelse i og udlevelse af karakterernes indre tanker, frygt og paranoia. Byg din karakter op fra bunden og bestem om de skal flyve eller falde, elske eller hade, kæmpe eller flygte for livet.

Spillertype: Du skal kunne lide at føle, leve og ånde en karakter og lade dig rive med af en stemning, både hyggelig og uhyggelig. Scenariet er heavy på improvisation og semi-live, så medbring alt dit skuespiltalent og indlevelse og vær med til at skabe historien fra bunden af. Hvem ved hvor vi ender?

Spilledertype: Du skal kunne trives med kaos, have de store improvisationsbukser på og være god til at løbe med spillernes forslag og fornemmelser. Historien er ikke skrevet, den skal leves – og du skal være med til at trække i spillernes tråde, uanset om de styrer mod en lykkelig slutning eller total nedsmeltning.

Spiller – beware! (Content Warning): Ingen